'Jeg havde intet håb for min fremtid. Jeg havde ingen drømme. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville blive, eller hvad der skulle ske.'
Ordene stammer fra Ghinwa på 13 år, der flygtede fra Syrien til Libanon, da hun var fem år. Her blev hun tilknyttet et uddannelsescenter, støttet af Red Barnet, hvor hun lærte at læse og skrive. Det gav hende selvtillid, hun fik venner, blev bevidst om sine rettigheder og har efterfølgende brugt sin stemme til at sætte fokus på livet på flugt.
Ghinwas historie er et godt eksempel på, at det at kunne læse og skrive er helt afgørende for at skabe en tro på fremtiden. Forudsætningen for at blive en demokratisk borger afhænger af uddannelse.
Men mens den sidste udviklingspolitiske strategi indeholdt mange gode elementer, havde den ikke et særskilt blik for børn som en selvstændig målgruppe.
Det er helt afgørende, hvis regeringen ønsker at skabe demokratisk sindede borgere, der kan bidrage til en positiv og bæredygtig udvikling, som regeringspartierne og DUF slog et slag for i Altinget den 24. marts.
Husk børns uddannelse
Vi er enige i, at den historisk store ungegeneration skal prioriteres som demokratiske medspillere. Det er et vigtigt og helt nødvendigt fokus. Ligesom kampen for demokrati.
Men de glemmer en vigtig del af ligningen – nemlig, at hvis vi skal 'bane vejen for, at verdens største ungegeneration bliver medspillere i en regelbaseret verdensorden', kræver det, at vi fokuserer på både børn og unge. Og vi sætter ind med uddannelse, støtte og hjælp, mens de unge er børn.
Bare i Afrika anslår man, at der vil mere end en milliard børn i 2055.
Som det er nu, kan 90 procent af alle tiårige i Afrika syd for Sahara ikke læse og forstå en simpel tekst. Det er et kæmpe problem.
For hvordan skal børn og unge kunne sige fra over for desinformation, propaganda og stå op for demokratiet, hvis de ikke har lært at læse og skrive, og hvis de ikke har adgang til en ordentlig grunduddannelse?
Vi kan ikke forvente, at fremtidens medborgere skaber bæredygtige samfund i udvikling, der bevæger sig i en demokratisk retning, hvis børnene ingen grunduddannelse har, og hvis de ikke har viden om demokrati og rettigheder.
Det er også forudsætningen for, at unge kan blive selvforsørgende, bidrage til den grønne omstilling og hjælpe deres land videre efter krig og konflikt.
Det skal vi ændre i den nye strategi. Det er vigtigt, for børn er en selvstændig gruppe med egne rettigheder, behov og potentialer. De er særligt udsatte i kriser og konflikter og rammes uforholdsmæssigt hårdt af fattigdom og klimakatastrofer.
Børnefattigdom er en reel sag
Samtidig udgør børn op mod halvdelen af befolkningerne i de lande, hvor Danmark vil gøre en reel forskel.
Derfor skal Danmarks næste udviklingspolitiske strategi have et specifikt fokus på børn – ikke kun inden for uddannelse, men også når det kommer til at bekæmpe børnefattigdom, styrke børns rettigheder og mindske konsekvenserne af klimakrisen – strategien skal tænke hele vejen rundt.
For fattigdom og flugt samt kriser og konflikt kan ødelægge børns mentale og fysiske udvikling. Det kan føre til, at de bliver giftet bort og gravide, mens de stadig er børn, eller at de tvinges ud i børnearbejde, prostitution eller ind i væbnede grupper.
Børn, der vokser op med krig, klimakatastrofer og kriser tæt inde på livet skal have hjælp til at bearbejde de voldsomme oplevelser.
Den form for støtte er ikke bare afgørende for børnenes mulighed for at blive hele mennesker, der kan leve værdige liv.
Den hjælp er også afgørende for, at børnene vokser op og kan bidrage til det de samfund, de er en del af, og den hjælp er en forudsætning for at indfri Danmarks overordnede ønske om, at udviklingsbistanden skal bidrage til at skabe fremtidsudsigter, fredelige samfund og social sammenhængskraft.
Og der er det afgørende, at Danmark – anført af Lars Løkke Rasmussen (M) har sagt – at vi holder fast i at yde 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand. Det er vigtigt og klogt i en tid, hvor andre lande går den anden vej.
Mindst lige så vigtigt er det, at Danmark fokuserer på fattigdomsbekæmpelse, rettigheder og på støtten til de mest udsatte grupper, herunder børn. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis Danmark vil indfri sine ambitioner med udviklingssamarbejdet.
Debatindlæg bragt i Altinget den 28. april 2025
