Den franske variant af Fri for Mobberi, Vivre Ensemble, rulles ud til børnehaver og skoler i hele Frankrig. Udbredelsen blev markeret med et skolebesøg af H.M. Dronningen og den franske præsidentfrue, Brigitte Macron, i Paris.
Bamseven, børnemassage og trygge børnefællesskaber var på programmet, da Dronningen og Brigitte Macron besøgte skolen Ecole maternelle Dussoubs i Paris tirsdag den 1. april 2025. Anledningen til besøget er, at den franske pendant til Fri for Mobberi, Vivre Ensemble, står over for at blive rullet ud til hele Frankrig. Udbredelsen sker efter en succesfuld pilottestning på 18 parisiske skoler i 2023.
2.450 pædagoger og lærere fra 250 forskellige skoler er allerede opkvalificeret i Vivre Ensemble. De omfatter blandt andet personalet på den skole for 3-6-årige børn, som Dronningen, præsidentfruen og direktør for Mary Fonden, Helle Østergaard, besøgte. På besøget deltog personale fra en af pilotskolerne også. Det gav mulighed for erfaringsudveksling om det forebyggende antimobbeprogram, som Mary Fonden og Red Barnet står bag.
Undervejs i besøget overværede Dronningen og Brigitte Macron, at en klasse for første gang prøvede børnemassage, som er et af værktøjerne i Fri for Mobberi. Eleverne i klassen fik også overrakt Bamseven-bamser af Dronningen.
- Erfaringerne fra arbejdet med Fri for Mobberi på tværs af forskellige lande viser, at når vi omgås hinanden ud fra værdierne tolerance, respekt, omsorg og mod, kan vi skabe trygge fællesskaber, hvor alle oplever at høre til. Derfor er det er en stor glæde at se, hvordan voksne og børn folder værdierne og Fri for Mobberis værktøjer ud i et fransk klasselokale, og at endnu flere franske børn fremover får gavn af Vivre Ensembles arbejde med at skabe trygge børnefællesskaber,” siger H.M. Dronningen.
Fédération de Paris de la Ligue de l’Enseignement står for udredelsen af Vivre Ensemble i Frankrig.
- Som tidligere pædagog på Den franske skole i København oplevede jeg Fri for Mobberis gennemarbejdede og konkrete tilgang til at forebygge mobning. Da jeg flyttede tilbage til Frankrig, fulgte Bamseven heldigvis med, og jeg er stolt over, at Vivre Ensemble nu skal udbredes bredt i Frankrig, siger Margot Neuvialle, projektleder for Vivre Ensemble – Fri For Mobberi i Fédération de Paris de la Ligue de l’Enseignement.
På 266 skoler vil udbredelsen af Vivre Ensemble blive fulgt ekstra tæt. Her vil adjunkt og ph.d. Thomas Villemonteix fra Université Paris 8 stå i spidsen for et storskala effektstudie af programmet. De endelige resultater foreligger i 2032, men der forventes foreløbige resultater i 2027.
Pressemeddelelsen blev bragt på Mary Fonden den 1. april 2025.
Fakta: Fri for Mobberi og Vivre Ensemble
Fri for Mobberi er et forebyggende antimobbeprogram med fokus på at styrke børnefællesskaber, som Mary Fonden og Red Barnet står bag. Programmet har eksisteret siden 2007 og er i dag udbredt til ca. 60 procent af alle danske vuggestuer, børnehaver og skoler/SFO’er.
Fri for Mobberi er tilpasset og udbredt til andre lande under navnet Free of Bullying. Free of Bullying er oversat til Grønland, Færøerne, Island, Estland og Rumænien. I 2022 kom Frankrig også til under navnet Vivre Ensemble – Fri for Mobberi.
Fri for Mobberi og Free of Bullying består af pædagogiske materialer, der gør det nemt for dagplejere, pædagoger og lærere at arbejde systematisk og målrettet med at styrke børnefællesskabet og forebygge mobning blandt børn op til 9 år.
category

ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category

TalMedOs - anonym rådgivning til unge
Vi styrker forebyggelsen af overgreb mod børn med lanceringen af TalMedOs, hvor unge kan få helt anonym, personlig og professionel hjælp til at håndtere bekymrende seksuelle tanker eller adfærd, så de ikke risikerer at gøre andre børn fortræd.
category

DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.