Mattias Tesfaye vil skærpe ordensbekendtgørelsen. Det er den forkerte vej at gå. I stedet skal vi styrke det pædagogiske arbejde, så lærere og pædagoger kan arbejde mere målrettet med trivsel og stærke fællesskaber.
Regeringen har fredag præsenteret sit bud på en række ændringer af ordensbekendtgørelsen, som skal udvide beføjelserne til at 'fremme god orden i skolen', som regeringen skriver om de varslede ændringer, der nu er sendt i høring.
Fremover skal skoleledere i folkeskolen kunne straffe elever med oprydning efter skoletid, og det skal være lettere at udelukke elever fra undervisningen, hvis det er nødvendigt. Helt konkret skal skolerne kunne hjemsende en elev mere end to gange på et år, som det er muligt nu.
Derudover vil regeringen gøre det muligt, at elever i fremtiden kan blive pålagt 'Skoletjeneste', hvor elever fejer gulvet eller vasker tavlen ren i forbindelse med eftersidning, 'således at der anvises en konkret vej til at genoprette skaden på fællesskabet,' skriver Børne- og Undervisningsministeriet.
På baggrund af vores mangeårige erfaringer fra arbejdet med trivsel og fællesskaber i skoler og daginstitutioner mener vi, at er den helt forkerte vej at gå.
At udvide rammerne for at sanktionere strider mod det fællesskabsorienterede børnesyn, som ligger til grund for det gode arbejde, vi også ser i folkeskolen.
Øget straf og sanktioner løser ikke udfordringerne. Det er ikke en måde at passe på fællesskabet.
Tværtimod risikerer flere sanktionsmuligheder, der gør det nemmere at ekskludere elever fra skolens fællesskaber, at virke direkte kontraproduktivt.
Sanktioner skaber utryghed i fællesskabet
Når en elev bliver hjemsendt, er han eller hun i risiko for at miste sin tilknytning til klassen og relationerne til de andre elever.
Det sender samtidig et signal til klassekammeraterne om, at det er okay at ekskludere hinanden, når man bryder reglerne eller overtræder andre elevers grænser.
Det skaber utryghed, og det sætter grundlaget for fællesskabet over styr, hvilket underbygges af flere forskere, der har kritiseret planerne om at ændre ordensbekendtgørelsen.
Derudover kan en hjemsendelse også få faglige konsekvenser for barnet, og i nogle tilfælde vil skolerne komme til at hjemsende børn til en uge med skærm eller til familier, hvor der ikke er en tryg base.
I de svære og ulykkelige situationer, hvor børn reagerer meget voldsomt, kan man foranlediges til at tænke, at løsningen er sanktionere og flytte det enkelte barn. Men i stedet for at individualisere problemet, skal vi derimod holde fast i det vi ved fra forskningen og den gode pædagogiske praksis.
Det er ikke det enkelte barn, der er problemet, når konflikter fører til vold og adfærd, der bryder med skolens regler. Børn gør det godt, når de kan – og udadreagerende adfærd er ofte et tegn på, at det enkelte barn ikke trives, og at det har svært ved de rammer, som skolen præsenterer for barnet.
Når vi i Red Barnet er ude at undervise og rådgive på landets har vi fokus på at styrke fællesskabet og få alle børn med.
Her anbefaler vi altid, at personalet på skolerne arbejder kontinuerligt med at styrke fællesskabet og fjerne praksisser, der understøtter en mobbende eller ekskluderende kultur. Det sker ikke af sig selv.
Eneste løsning er at forbedre rammerne i skolen
Vi oplever, at lærere, pædagoger og skoleledere gerne vil gøre meget mere for at styrke børnenes trivsel og arbejde med fællesskaberne.
Men det er der mange steder ikke mulighed for i tilstrækkelig grad, blandt andet fordi der er sket en fordobling af brugen af vikarer på ti år, og fordi der forsvinder lærerstillinger rundt omkring i landet.
Det er her hunden ligger begravet, og det skal vi gøre noget ved. Vores børn fortjener en skole, hvor rammerne ikke er noget, man slår sig på og som fører til mistrivsel, udadreagerende adfærd og skolefravær.
I stedet skal der være ressourcer til at sætte ind med pædagogiske indsatser, der gør, at lærerne og pædagogerne kan bidrage til at opbygge gode positive relationer og fællesskaber. Hvor hvert enkelt barn føler sig set og mødt, som dem de er. Hvor eleverne kan udvikle sig og vokse i flok.
Det kræver også tid, kompetencer og gode vilkår. Tid til at se den enkelte elev og til at kunne arbejde med børnenes relationer.
Det kræver faglighed at vide, hvordan man sætter ind med de rette pædagogiske indsatser i meget svære situationer, og hvordan man tilgodeser 21 forskellige elever med 21 forskellige behov. Det er svært at gøre alene, og det er endnu sværere, når man skal gøre det uden tilstrækkelig tid til forberedelse og god faglig sparring.
Det er kun ved at forbedre rammerne i skolen, og ved at skabe et trygt og rummeligt klasserum, hvor alle føler sig set og inddraget, at vi kan styrke trivslen og følelsen af fællesskab.
Det gør vi kun, hvis vi, i stedet for at skrue op for straf, hjemsendelse og sanktioner, prioriterer flere ressourcer til det fagligt funderede pædagogiske arbejde, der har trivsel, stærke relationer og rummelige fællesskaber i højsædet. Det er vejen frem, hvis vi vil hjælpe alle børn og passe bedre på skolens fællesskab.
Bragt i Skolemonitor den 1. oktober 2024.
