Nyheder

D-A-D, Red Barnet og Jens-Peter Brask bortauktionerer 40 kunstnerdekorerede guitarer

I forbindelse med D-A-D's 40-års jubilæum har det danske rockband fået 40 kunstnere til at skabe deres helt eget værk ud af hver sin guitar. De 40 unikke guitarer udstilles den 6. til den 9. juni på Nationalmuseet og bortauktioneres til fordel for Red Barnets arbejde for de allerdårligst stillede børn i og udenfor Danmark.

Det danske rockband D-A-D har fremstillet 40 akustiske guitarer og fået 40 danske kunstnere til at sætte deres unikke præg på hver sin guitar. Formålet med samarbejdet er at støtte Red Barnets arbejde og fejre D-A-D's store jubilæum.

Ideen og samarbejdet er opstået mellem bandet, deres faste grafiske designer, Søren A, og kurator samt mangeårige ven, Jens-Peter Brask. Blandt de 40 kunstnere indgår navne som multikunstneren Martin Bigum, billedkunstner og fotograf Per Morten Abrahamsen og strikkedesigneren Lærke Bagger. De har fået helt frie rammer til at dekorere hver deres guitar, som på den måde er blevet til 40 unikke værker.

Lærke Bagger, som både er stor D-A-D-fan og ambassadør for Red Barnet, siger:

- Først tænkte jeg, at det kan jeg da ikke finde ud af! Men da jeg havde besluttet mig for at sige ja, var det den sygeste no brainer; jeg skal selvfølgelig strikke en sweater til guitaren, som skal merge mit eget og D-A-D's dna. Jeg har allerede kontaktet andre D-A-D-fans rundt i Danmark for at få inspiration til projektet.

Guitarer udstilles på Nationalmuseet  
De 40 originale guitar-kunstværker bliver den 6. til og med den 9. juni udstillet i Festsalen på Nationalmuseet i København. På museet kan man også opleve udstillingen “Danmark After Dark” med D-A-D som omdrejningspunkt. Efterfølgende bliver guitar-kunstværkerne solgt på en auktion på Nordens største online markedsplads Tradera. Hele overskuddet går til Red Barnets arbejde for børn i udsatte positioner i Danmark og ude i verden.

Bandmedlemmer dekorerer også guitarer   
Bandets fire medlemmer vil også hver især skabe et kunstværk ud af en guitar. D-A-D's forsanger og Red Barnets ambassadør Jesper Binzer er både stolt og ydmyg over kunstprojektet:  

- Det er vildt at mærke, hvor mange der gerne vil bidrage til vores fejring. At så mange kunstnere vil bruge deres dyrebar tid på at hylde D-A-D er jo helt fantastisk. Og så er det ædle formål jo det vigtigste. Vi skal alle sammen give, hvor vi kan, siger han.

Et flot bidrag til de dårligst stillede børn  
Hos Red Barnet er generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen taknemmelig over den brede opbakning til børnerettighedsorganisationens arbejde:   

- Det er inspirerende at se, hvordan D-A-D og de 40 dygtige kunstnere har fundet sammen til fordel for de børn i Danmark og i resten af verden, som har allermest brug for støtte. For desværre bliver børn særdeles hårdt ramt i en række af de store kriser, som verden er vidne til i disse år. Derfor har vi også brug for, at vi alle står sammen om at beskytte børn i udsatte positioner. Pengene kommer til at gøre en stor forskel for børn, siger Johanne Schmidt-Nielsen. 

For yderligere kontakt:  
Bjarke Windahl
Presse, Red Barnet
Tlf. 21 62 44 37 /
Mail: bjpe@redbarnet.dk

Fakta  
Kunstguitarerne kan ses i Festsalen på Nationalmuseet fra 6. - 9. juni 2024.   

De 40 guitarer bliver bortauktioneret fra den 6. - 23. juni 2024 på Nordens største online markedsplads Tradera.

Liste over de 40 kunstnere

Agnete Bertram
Anna Walther
Bjørn Magnussen
Bodil Binner
Carl Krull
Cheeky
Coco Electra
Mija Byung
Ditte Ejlerskov
Edward Fuglø
Emil Staggemeier
Hans Oldau Krull
Hesselholdt & Mejlvang
Jakob Tolstrup
Jesper Binzer
Kasper Hermann
Knud Odde
Kristoffer Varming
Laust Sonne
Cobber
Lasse Centio
Lærke Bagger
Malene Landgreen
Maja Johanne Lauesen
Mark William Kilford
Martin Bigum
Michael Kvium
Niels Bonde
Olvard Olsen
Per Morten Abrahamsen
Peter Birk
René Holm
Rene Tromborg
Rune Lambrecht
Sabe
Sebastian Ploug
Stig Pedersen
Stine Hvid
Timmi Mensah
Troels Sandegård