Nyheder

Børns digitale liv accelererer fra ni-års alderen

Med deres første smartphone ændrer børns digitale liv sig markant. Det viser en repræsentativ undersøgelse af seks- til tiåriges brug af skærme foretaget af VIVE for Red Barnet. Gennemsnitsalderen for børns egen første tablet er 5,2 år og 8,1 år for den første smartphone, viser analysen.

Tablets, fjernsyn, computere, smartwatches og smartphones.

Skærme - og ofte flere af dem - fylder i danske børns liv fra en meget tidlig alder. Det viser en ny repræsentativ undersøgelse af børns brug af skærme fra seksårsalderen til tiårsalderen foretaget af VIVE for Red Barnet og Just Human med støtte fra Nordea-fonden.

Men hvor skærme for de seksårige primært bruges til at se noget på platforme som Netflix, Viaplay eller Disney+, ændrer børns skærmbrug markant karakter fra omkring niårsalderen. Her får mange deres første smartphone og med den øgede digitale autonomi og online adgang stiger både skærmforbruget og kompleksiteten i børnenes digitale liv.

- Børns første smartphone katapulterer dem ofte ind i en digital verden, som adskiller sig markant fra den, de hidtil har kendt. Deres kontakt til familie og venner bliver mere digitaliseret og uafhængig af deres forældre. De begynder også at færdes på online platforme, hvor det at møde og kommunikere med andre fylder, siger Malte Siglev, digital trivselsrådgiver i Red Barnet.

Gennemsnitsalderen for børns smartphonedebut er 8,1 år, og ved tiårsalderen har tre ud af fire børn en smartphone, viser undersøgelsen. Den beror på svar fra både børn og forældre, som også viser, at udviklingen i børnenes skærmbrug fører en række udfordringer med sig:

Skærmforbruget stiger med alderen, og børnene får sværere ved at finde på aktiviteter, som ikke forgår på skærmen. Fire ud af ti forældre til tiårige svarer, at deres børns skærmbrug betyder, at de bruger mindre fysisk tid sammen med deres venner. Blandt børnene selv føler mere end halvdelen af de tiårige med egen smartphone, at de ofte eller nogle gange er nødt til at svare hurtigt på beskeder eller opkald.

Red Barnet anbefaler forældre at udskyde deres børns smartphonedebut til 13 år eller at overveje en telefon, som alene kan bruges til opkald og sms’er, hvis barnet har brug for en telefon før da. Der kan dog være situationer, hvor et barn kan have behov for en smartphone i en yngre alder. Red Barnet opfordrer samtidig forældre og fagfolk i skoler og fritidstilbud til at være opmærksomme på de udfordringer, som følger med, når børnene får deres første smartphone.

- Børn er nysgerrige og bruger fra en tidlig alder flere forskellige skærme. Men vi må ikke tro, at ejerskabet over deres egen første smartphone i sig selv klæder børn på til at navigere i den digitale verden, som mange i dag træder ind i før deres første runde fødselsdag. Det er vigtigt, at forældre og andre voksne omkring børnene har blik for de risici, som accelerationen af børnenes digitale liv på dette tidlige tidspunkt fører med sig, siger Malte Siglev.

Forældre, skoler og kommuner bør rykke tættere sammen
I undersøgelsen svarer fire ud af ti forældre til de tiårige, at deres barn oplever, at en skærm er nødvendig for at kunne være en del af fællesskabet. Undersøgelsen viser også, at mange forældre ser forskelligt på skærmenes påvirkning på deres barns fællesskaber.

Lidt over halvdelen af forældrene til tiårige svarer, at brug af skærm i barnets fritid styrker fællesskabet. 26 procent af forældre er uenige i, at skærmbrug styrker fællesskabet.

Seks ud af ti forældre til børn i alderen ni til ti år svarer, at deres barn ville bruge næsten al sin tid på skærmen, hvis der var frit valg, og undersøgelsen viser, at forældrene i langt de fleste hjem har lavet skærmregler.

Det er derimod sjældent, at forældregruppen i barnets skoleklasse har lavet fælles regler på tværs af hjemmene, viser undersøgelsen:

- Forældres rammer for deres børns skærmbrug kan selvfølgelig ikke bare overføres fra et hjem til et andet. Men mange af de udfordringer, som børn møder, når deres digitale liv accelerer, er kollektive. Derfor kan det være en stor hjælp for børnene, hvis forældregruppen i skoleklassen rykker endnu tættere sammen og med fælles aftaler skaber en god ramme om børnenes digitale fællesskaber, siger Malte Siglev.

Red Barnet opfordrer forældre til i fællesskab at tale om, hvornår børnene behøver deres første smartphone, hvordan forventningspres kan mindskes med aftaler om, på hvilke platforme og på hvilke tidspunkter af døgnet børnene kommunikerer med hinanden, ligesom forældrene sammen kan støtte børnene i at fastholde deres fysiske fællesskaber.

Også lokale skoleledelser og kommuner har her en vigtig rolle at spille, mener Red Barnet, som opfordrer skoler til at understøtte samtalerne i forældregrupperne, før børnenes digitale liv accelerer omkring overgangen fra indskoling til mellemtrinnet:

- For den enkelte forældre eller lærer kan det være svært at rammesætte forældresamarbejdet om børnenes digitale trivsel og fællesskaber. Her kan lokale skoleledelser og kommuner med stor fordel give forældrene en håndsrækning gennem opdaterede anbefalinger og gode råd for børnenes digitale fællesskaber og ved at sikre, at forældrene får taget hul på samtalen, før det er for sent, siger Malte Siglev.

Højt skærmforbrug og konflikter
I undersøgelsen fra VIVE svarer 45 procent af alle forældrene, at deres barn på en typisk hverdag har et skærmforbrug på mere end to timer udover skolearbejde, musik, lydbøger eller podcasts. Dermed overstiger skærmforbruget den øvre grænse på to timer, som Sundhedsstyrelsen anbefaler for børn i alderen fem til 17 år.

Skærmtiden bruges ofte på en tablet, som er den skærmenhed, børn i Danmark tidligst selv får ejerskab over – gennemsnitsalderen for børnenes første tablet er 5,2 år, viser analysen.

Fire ud af ti forældre oplever konflikter, når de forsøger at begrænse deres børns skærmtid. Konflikterne forekommer hyppigere blandt de seksårige end blandt de tiårige. Mere end halvdelen af børnene svarer selv, at det er svært for dem at stoppe med at bruge skærmen.

Red Barnet påpeger, at selvom et stort skærmforbrug ikke altid i sig selv er problematisk for børnenes trivsel, så risikerer det høje skærmforbrug at tage tid fra andre vigtige aktiviteter, såsom søvn, bevægelse og fysisk kontakt med venner.

- Langt de fleste forældre er opmærksomme på, hvad deres børn bruger skærmene til, og hvor meget tid, de bruger på dem. Men forældre kan ikke opfinde flere timer i døgnet. Selvom det ofte vil være konfliktfyldt, har børn brug for, at forældrene sikrer, at skærmaktiviteterne ikke sker på bekostning af andre vigtige aktiviteter i børnenes liv, siger Malte Siglev

Fakta: Undersøgelsen 'Børns første skærme'

Undersøgelsen er foretaget af VIVE og bestilt af Red Barnet i samarbejde med Just Human med støtte fra Nordea-fonden som en del af programmet Børneliv i Digital Trivsel. Analysen er repræsentativ og baseret på spørgeskemabesvarelser fra 787 børn og 1.316 forældre. Spørgeskemaet er udsendt i efteråret 2025 og suppleret med mønstergenkendelsesworkshops med elever i 2. og 4. klasse. Undersøgelsen viser blandt andet, at:

  • Børns første egen skærmenhed er typisk en tablet, som de i gennemsnit får 5,2 år gamle.

  • Børns egen første smartphone får de i gennemsnit, når de er 8,1 år gamle.

  • I gennemsnit har seksårige adgang til 2,4 forskellige skærme. Tiårige har adgang til 4,4.

  • Den primære skærmaktivitet for børn i alderen seks til ti år er at se noget. Ved tiårsalderen er gaming og spil lige så udbredt som at se noget.

  • Forældre angiver 'kontakt med familie', 'til brug, når barnet er alene hjemme' og 'kontakt med venner', som de primære årsager til, at børn får deres første smartphone.

  • 43 procent af forældre til børn på seks år vurderer, at skærmbrug hjælper deres børn med at falde til ro. Når børnene bliver ni og ti år, er der markant færre forældre, som er enige i, at skærmen virker beroligende.

  • Mere end hver tredje forældre svarer, at brug af skærm påvirker deres barns humør negativt. Lidt færre forældre svarer, at skærmen har en positiv indvirkning på humøret.

  • 20 procent af forældre til seksårige børn svarer, at deres barn har svært ved at finde på noget at lave uden skærm. 42 procent af forældre til tiårige svarer det samme.

  • Forældre kender ikke omfanget af oplevelser på skærmen, som har gjort deres barn ked af det eller bange. Otte procent af forældrene til seksårige svarer, at deres børn har haft ubehagelige oplevelser, mens 34 procent af disse børn selv svarer, at de har oplevet noget ubehageligt.

  • Piger bruger oftere end drenge skærme til at tage fotos, video eller til at tegne. Drenge bruger i højere grad end piger skærme til gaming. Hos børn i alderen ni til ti år bruger drenge oftere skærme sammen med venner, end piger gør.