USA’s beslutning om at stoppe livsvigtig bistand vil få katastrofale konsekvenser for børn og deres familier i en række af lande i verden, hvor børns behov aldrig har været større. Organisationen forventer at skulle afskedige omkring 2300 medarbejdere globalt.
'Vi er rystede over meldingen om, at den amerikanske regering vil opsige stort set alle sine bistandskontrakter. Det bringer millioner af børn og familiers liv i fare i verdens mest skrøbelige, fattige og konfliktramte lande. Det sker på et tidspunkt, hvor børns humanitære behov er enorme,' siger Marianne Kress, International direktør i Red Barnet.
Mere end 40 lande i Afrika, Asien, Latinamerika, Europa og Mellemøsten er blevet ramt af det pludselige stop for størstedelen af støtten til humanitært arbejde og til udviklingsbistanden. Det truer nu sundheds-, ernærings- og uddannelsesprogrammer for millioner af børn verden over. Og det forventes også, at tusindvis af hjælpearbejdere vil blive afskediget.
'Beslutningen vil få konsekvenser for verdens allermest sårbare børn og familier, der lever i områder med dyb fattigdom, krige og katastrofer. Børn og voksne vil miste adgang til mad, vand og medicin. Hospitaler risikerer at lukke, ikke at have de rette forsyninger eller miste adgang til strøm, der holder livsnødvendigt udstyr som f.eks. respiratorer og kuvøser i gang. Piger og kvinder vil miste adgang til beskyttelse mod vold og overgreb, og mange børn risikerer ikke længere at have mulighed for at komme i skole.'
Arbejder på højtryk for at finde løsninger
Red Barnet har anslået, at mellem 8-12 millioner mennesker, der modtager støtte fra organisationen globalt, vil blive påvirket – i en tid, hvor omkring hvert 11. barn på verdensplan har brug for humanitær hjælp. Midlerne fra USAID udgør cirka 25 procent af den globale Save the Children-bevægelses samlede økonomi.
'Vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at finde løsninger og tilpasse os, så vi kan holde vores arbejde i gang og holde hånden under så mange børn og familier, som overhovedet muligt,' siger Marianne Kress.
Save the Children, som arbejder i omkring 115 lande verden over, står med et hidtil uset hul i sin finansiering og er gået i gang med at gennemføre besparelser. Samtidig arbejder organisationen for at finde andre finansieringskilder for at kunne fortsætte det livsvigtige arbejde.
2300 medarbejdere forventes afskediget
Save the Children International, som er den globale operative del, der er ansvarlig for at gennemføre udviklingsprogrammer og humanitære indsatser, melder, at man på nuværende tidspunkt forventer, at omstruktureringer og lukning af fem kontorer rundt omkring i verden vil påvirke op mod 2.300 medarbejdere. De fem landekontorer, der skal lukkes, er Sri Lanka, Polen, Brasilien, Georgien og Liberia. Derudover opsiges en lang række kontrakter med partnerorganisationer i andre lande øjeblikkeligt.
Det amerikanske bistandsstop vil her og nu få konsekvenser for børn, hvis behov aldrig har været større på grund af en kombination af konflikter, klimaforandringer og stigende ulighed. Det sker på et tidspunkt, hvor flere regeringer reducerer bistandsbudgetterne og det internationale samarbejde. Senest har den britiske regering annonceret, at den vil skære mærkbart i bistanden.
'Vi opfordrer indtrængende til, at den amerikanske regering genovervejer beslutningen. Samtidig appellerer vi til, at regeringer, EU, fonde, erhvervsliv og civilsamfund nu holder fast og står sammen for at slå ring om verdens fattigste børn og voksne,' siger Marianne Kress.
category

ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category

TalMedOs - anonym rådgivning til unge
Vi styrker forebyggelsen af overgreb mod børn med lanceringen af TalMedOs, hvor unge kan få helt anonym, personlig og professionel hjælp til at håndtere bekymrende seksuelle tanker eller adfærd, så de ikke risikerer at gøre andre børn fortræd.
category

DEBAT: REGERINGEN HAR ET MEDANSVAR FOR AT STANDSE BRUTALITETEN I GAZA
Debatindlæg og åbent brev til statsministeren fra 11 af de største danske NGO-organisationer.