Red Barnets landsindsamling

Det er dig, der gør hele forskellen

Søndag den 7. september 2025 har vi brug for dig, når vi afholder landsindsamling, og du har muligheden for at gøre en stor forskel for børn. Det er nemlig din tid og dit engagement, der virkelig tæller. 

Ved at samle ind bidrager du til at skabe en bedre fremtid for børn. Samtidig kan du få en hyggelig søndag i selskab med familie, venner og andre engagerede indsamlere.

Verden står lige nu over for mange udfordringer. Millioner af børn sulter, bliver ofre i de voksnes konflikter og tvinges på flugt af klimarelaterede katastrofer.

Det kan virke overvældende, men vi ved, at selv små handlinger kan gøre en stor forskel.

Hver en krone, du samler ind, er med til at ændre liv og give håb. Hvert et skridt tæller.

Tag med os ud på en meningsfuld søndag, hvor vi sammen gør verden til et bedre sted for de børn, der har allermest brug for det både herhjemme og ude i verdens brændpunkter.

Ved at give 3 timer af din dyrebare tid kan du sørge for livsvigtig behandling af et underernæret barn eller give børn i Danmark oplevelser, de ellers ikke ville have fået.

Hjælp til over 45 millioner børn verden over

I Red Barnet bekæmper vi problemerne. Vi redder, beskytter og styrker børn overalt i verden. Vi er der, når det hele brænder – men også når der skal bygges op igen.  

Red Barnet er til stede i over 100 lande verden over – og sammen med vores lokale partnere hjælper vi hvert år over 45 millioner af de børn, som har allermest brug for det. Fra børn i Gaza, Ukraine og Somalia til børn herhjemme i Danmark. 

I Red Barnet får vi ofte at vide, at vores mål er uopnåelige, og at der altid vil være børn, der lider nød. Men vores mål er kun uopnåelige, så længe vi ikke prøver at nå dem.