I en ny analyse gør Red Barnet status på to år med en grooming-paragraf i lovgivningen. I perioden har der været 364 anmeldelser og 12 domme om grooming. Snapchat er brugt aktivt i over halvdelen af sagerne. Med lovændringen har børn fået langt bedre mulighed for at rejse en sag om grooming, vurderer Red Barnet. Men analysen afdækker også store geografiske forskelle, som bør undersøges, så alle børn uanset postnummer er lige godt beskyttet af loven.
Den nye lovgivning om grooming bliver brugt, og den bruges også efter hensigten. Men dens potentiale er langtfra udnyttet endnu.
Det viser en ny analyse fra Red Barnet, der gør status på de to første år med en grooming-paragraf i lovgivningen.
Siden den 1. juli 2023 har grooming været selvstændigt kriminaliseret, og dermed har det været ulovligt, hvis en voksen manipulerer og vinder et barns tillid med det formål at begå et seksuelt overgreb på barnet.
I de første to år med groomingbestemmelsen har der været 364 anmeldelser, 108 sigtelser, 32 tiltaler og 12 domme om grooming. Det fremgår af Red Barnets aktindsigter hos politiet, Rigsadvokaten og domstolene.
I Red Barnet er der stor tilfredshed med, at den nye lovgivning bruges og også gør det i stigende grad. Selv om grooming desværre er langt mere udbredt, end antallet af sager vidner om, har antallet af anmeldelser været stigende i løbet af de to første år, og det tyder på, at kendskabet til grooming er steget både i befolkningen og hos politiet.
- Det er et kæmpe fremskridt for børn, at grooming nu har sin egen paragraf i straffeloven. Vi kan se, at muligheden for at rejse en sag om især grooming online er blevet langt bedre, og at der nu kan slås ned på den kriminelle adfærd tidligere. Det er simpelthen så vigtigt. For lovgivningen skal selvfølgelig være opdateret til børnenes digitale virkelighed og beskytte dem bedst muligt, siger generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.
Grooming-paragraf sender klart signal
Red Barnet har i flere år kæmpet for at få grooming selvstændigt kriminaliseret. Det sender nemlig et klart signal om, at det er den voksne, der manipulerer børn til at indgå i seksuelle relationer, der gør noget forkert og ulovligt, og at barnet aldrig har et medansvar.
- Grooming er i sig selv et overgreb på barnet – også selv om groomingen ikke har ført til et fysisk overgreb. Det står klart for alle nu. Når børn får samfundets anerkendelse af, at det, de har været udsat for, er forkert, bidrager det til at fratage børnene deres skyld og skam. Derfor er det så afgørende, at vi har fået en groomingbestemmelse, og at den bliver brugt, siger generalsekretæren.
Politiet mangler viden om grooming
Af Red Barnets nye analyse fremgår det, at der er stor forskel på, hvor stor en andel af børnene i de enkelte politikredse der bliver anmeldt som forurettede i en groomingsag. I Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds er der for eksempel over 8 anmeldelser pr. 10.000 børn, der bor i politikredsen, mens der til sammenligning kun er cirka 1 anmeldelse pr. 10.000 børn i Nordsjællands, Østjyllands og Københavns Vestegns politikredse.
Det tyder på, at nogle politikredse mangler viden om grooming, så de kan identificere den. Red Barnet har også fået aktindsigt i domme, hvor det kan undre, at der ikke blev rejst tiltale for grooming. Derfor er der ifølge Red Barnet behov for, at både politi og anklagemyndighed uddannes i, hvad grooming er.
- Børns ret til beskyttelse mod grooming er den samme uanset deres postnummer. Derfor er vi nødt til at sikre, at retsvæsnet over hele landet har den nødvendige forståelse for, hvilke dynamikker der kendetegner en groomingproces. Lovgivning kan ikke stå alene. Den skal følges op af oplysning og undervisning. Grooming er desværre så udbredt et fænomen, at lovgivningen stadig har et stort potentiale for at blive bragt mere i spil, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Snapchat er involveret i over halvdelen af dommene
9 ud af de 12 gennemgåede domme i analysen handler om grooming online. Snapchat bliver brugt aktivt til grooming i over halvdelen af de gennemgåede domme, ligesom også andre platforme som Discord, Fortnite og TikTok er i spil. Det hænger formentlig sammen med, at det ofte er lettere at sikre beviser fra for eksempel chat og deling af billeder, end det er at dokumentere hændelsesforløb i den fysiske verden, som der ikke altid er konkret dokumentation for.
Selv om det er positivt, at mulighederne for at rejse sager om grooming online er blevet bedre, er der også grund til at overveje, om den nye groomingbestemmelse opfanger grooming i den fysiske arena godt nok.
Det fortæller psykolog Pernille Spitz, der er chef for Red Barnets arbejde for at beskytte børn mod overgreb.
- Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange alvorlige seksuelle overgreb på børn foregår i de nære relationer i den fysiske arena. Derfor skal vi også være sikre på, at de sager kan blive selvstændigt efterforsket og løftet i retssystemet med den nye groomingbestemmelse, siger hun.
Hun peger på vigtigheden af, at alle i samfundet bliver bedre til at få øje på og allerhelst forebygge seksuelle overgreb på børn.
- Mange sager kan stoppes, hvis der i omgivelserne er en større opmærksomhed på advarselssignalerne og mekanismerne i grooming. Kun ved at øge viden om og forståelse for grooming kan vi sikre, at børn og voksne er opmærksomme på de risici, børn udsættes for både online og offline. Især voksne omkring børnene – pædagoger, lærere og socialrådgivere – skal være klædt på til at forebygge grooming og gribe hurtigt ind, siger Pernille Spitz.
Se også:
Hvad er grooming? Bliv klogere på grooming og hvordan det føles fra barnets perspektiv.
Red Barnets analyse af grooming i straffeloven
Flest piger: I kun 2 ud af 12 domme om grooming er de forurettede drenge. De tiltalte er i alle dommene mænd.
Flest 12-14-årige: Anmeldelserne om grooming vedrører børn helt ned til fire år, mens langt størstedelen er mellem 12 og 14 år. 50 anmeldelser vedrører unge i aldersgruppen 15-17 år, men ingen af dommene forholder sig til grooming af unge over den seksuelle lavalder.
Få minutter: Groomingforløbet strækker sig over alt fra få minutter til fem måneder. Ofte går groomingforløbene online meget hurtigere end i den fysiske verden.
Grooming er kriminaliseret i straffelovens § 231: “For grooming straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år den, som systematisk eller ved manipulation og under udnyttelse af en på alder og erfaring beroende overlegenhed opbygger en relation til en person under 18 år med forsæt til at udsætte den pågældende for en seksualforbrydelse”.
category
Ny lovgivning styrker kampen mod seksuelle krænkelser af børn online
Folketinget har den 27. maj 2025 vedtaget at skærpe kriminaliseringen af seksuelt krænkende billed- og videomateriale med børn.
category
ORGANISATIONER LANCERER NY LÆRINGSPLATFORM TIL AT STYRKE DIGITAL DANNELSE HOS BØRN OG UNGE
Det er første led i indsats om digital dannelse, der går under navnet ’On’. Red Barnet, Børns Vilkår, Medierådet for Børn og Unge samt Center for Digital Pædagogik udgør konsortiet bag indsatsen 'Sammen om digital dannelse'.
category
TalMedOs - anonym rådgivning til unge
Vi styrker forebyggelsen af overgreb mod børn med lanceringen af TalMedOs, hvor unge kan få helt anonym, personlig og professionel hjælp til at håndtere bekymrende seksuelle tanker eller adfærd, så de ikke risikerer at gøre andre børn fortræd.









